Selvom vi har ledt efter et hus i noget tid, så satte vi ekstra fokus på jagten, efter vi tilbage i august fandt ud af at vi skulle have tvillinger. Lysten til at komme i noget større, noget med have og tættere på familien, blev større end vores tilknytning til byen.
Huset var en skuffesag gennem køberkartotek og da jeg fik det på mail, genkendte jeg straks adressen. Vi kontaktede straks mægleren og fik en fremvisning hurtigst muligt. Vi gik glip af et drømmehus tilbage i november, så vi havde lært at der skulle reageres hurtigt. Huset ligger 3 minutter fra mit barndomshjem hvor mine forældre stadig bor, så jeg kender kvarteret ud og ind. Det er en lille vej, hvor du har huse på den ene side og skov på den anden side. Det er 5 minutters kørsel fra Øresund og der kommer sjældent huse til salg på den vej.
I vores søgen efter hus, har vi kigget på et hav af huse på nettet, men kun været til ca. 10 fremvisninger. Vi kiggede blandt andet på dette, som var for småt og havde en lidt for skør grundplan. Og dette som jeg syntes var helt magisk, men som var et alt for dyrt håndværkertilbud og igen også til den lille side. Det fremstod ellers helt originalt! Generelt har der ikke været særlig mange huse der har mødt vores krav om stil, størrelse og beliggenhed. Jeg har hele tiden drømt om et håndværkertilbud, men med 3 børn under 3, er det ikke lige det vi skal kaste vores, nu store, familie ud i. Hver sin ting til sin tid.
3 comments on “Vi har købt et hus!”